Spindoktorer for net-datere


Hvis du ikke har den store succes med net-dating, så kan du overveje at gøre, som de gør I USA. Her køber folk professionel hjælp hos tekstforfattere og fotografer til at udforme den perfekte datingprofil.
Screendump fra hjemmesiden www.singleshots.com, hvor fotografen pynter på udseendet ved hjælp af retoucering. Foto: Privat
Indeholder din datingprofil vendinger som 'ensom dame, 40 år' eller udtryk som 'kærlig/ærlig', så skulle du måske overveje at få hjælp fra en professionel. Det er ivrige netdatere i hvert fald begyndt på 'over there'.

Her hyrer man 'Lovecoaches' til at skrive den perfekte profiltekst, der får dig til at lyde som den eneste ene for andre netdatere. Målet er at få hjertet til at banke hos så mange så muligt, for med mere end 40 millioner netdatere på det amerikanske marked, gælder det om at fremstå bedst muligt. Og så kommer man altså ingen vegne med en anonym og underspillet standard-profil.

Ifølge den amerikanske forfatter, coach og 'dating-guru' Evan Marc Katz, gælder det om at fænge læseren af din profil før andre, for med så mange netdatere, har du kun 'to sekunder' til at gøre indtryk med din profil.

På guruens hjemmeside http://www.evanmarckatz.com/ tilbyder han derfor kurser i netdating, hvor man bl.a. kan lære, at 'flirte pr. email' eller 'at spotte en løgner, før du møder ham/hende.'

Ingen topmave, tak!
Men det er ikke kun profilteksten, der skal skrues perfekt sammen. Vil du virkelige gerne have potentielle partnere til at sværme om netop din profil, som bier om en honningkrukke, så nytter det ikke at smide et fem år gammelt pasfoto ind på profilen. I USA kan man derfor også hyre fotografer, der har specialiseret sig i at lave glamourøse billeder til datingprofiler.

Her fjerner fotografen med et trylleslag diverse bumser, rynker og topmaver, så du kommer til at ligne dit bedre jeg, uden forstyrrende fejl og skavanker. På http://www.singleshots.com/ tilbyder de retoucehering i flere forskellige grader, alt efter hvor meget kunden føler, der skal rettes op på.

De professionelle netdating-konsulenter har efterhånden udviklet sig til en hel industri i USA. Fænomenet har endnu ikke bredt sig til vores andedam, men mon ikke snart det også bliver muligt herhjemme, at hyre sin helt egen dating-spindoktor?

Ingen kommentarer: