
Mænd kører mest i bil og er mindst bekymrede for klimaændringer.
En ny undersøgelse fra Norge viser, at mænd er en langt større trussel mod miljøet end kvinder. For mens mændene kører mest i bil, er de samtidig dem, som er mindst bekymrede for, om miljøet tager skade.
40 pct. af mændene i undersøgelsen tror ikke, at bilens udstødning gør skade på miljøet. Blandt kvinderne er kun 25 pct. af den opfattelse, skriver den norske avis VG Nett.
Biler er mandige
En svensk undersøgelse er kommet frem til nogenlunde samme resultat, nemlig at mænd i al almindelighed bekymrer sig mindre om miljøet. Mest bekymret er de helt unge kvinder, ifølge undersøgelsen.
Jan Carle, docent i sociologi ved Göteborgs Universitet, forklarer forskellen mellem kønnenes opfattelse af miljøet med, at en del miljøskadelige aktiviteter traditionelt har været "mandlige" aktiviteter, f.eks. bilkørsel og flyvning.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar