Fyret komiker køber ind for millioner


Det går rigtig stærkt for den sjove mand Mads Vangsø.

I løbet af få måneder har han sat 10,3 mio. kr. i to lejligheder ved Amerika Plads på Østerbro i København. Og nu har han også købt et sommerhus i Hornbæk til 4,5 mio. kr.

En lidt presset affære, når man tager i betragtning, at han netop har mistet sit værtsjob på TV3 til 100.000 kr. om måneden.

– Jamen, jeg har jo slet ikke overtaget sommerhuset endnu, lyder det lettere opgivende fra Mads Vangsø, da flash! ønsker ham tillykke med huset.

– Næh, men du har skrevet under på skødet?

– Ja, det er rigtig nok, erkender han.

Tjente millioner
Hornbæk er ikke fremmed for Mads Vangsø og hans kæreste, Sanni Wulff, som for ni måneder siden blev forældre til datteren Rigmor.

De har i et par år boet i et 104 år gammelt fiskerhus i selve byen.

Det købte de for 4,995 mio. kr. Da de solgte det tidligere i år, fik de 7,7 mio. kr. for det. Og tjente altså 2,7 mio. kr.

Så gik Mads Vangsø ellers i gang med at købe ind.

Men på det tidspunkt var han også garanteret 1,2 mio. kr. om året for ’Gu’ ske lov du kom’ på TV3 plus lønnen for mikrofontjansen på Radio 100FM’s morgenprogram ’Farvel seng, jeg elsker dig’.

Først købte han for 3,95 mio. kr. en 138 kvm stor fireværelses lejlighed på tredje sal i en ejendom ved Amerika Plads på Østerbro i København.

Så faldt han og kæresten for lejligheden på fjerde sal. Den er på 147 kvm plus en terrasse med udsigt over Øresund på 120 kvm.

Og så købte han den for 6,35 mio. kr.

– Vi kan godt lide området. Det ligger tæt ved Kastellet, hvor jeg kan gå tur med min hund, sagde han om begge køb.

– Hvad skal du så i Hornbæk?

– Det samme. Gå tur med min hund, siger han.

I 15. række
36-årige Vangsø har fundet et 51 år gammelt træhus på fire værelser og 65 kvm.

Men selv om han gerne vil se vand, ligger sommerhuset i 15. række fra stranden.

– Ja, man skal jo vinde i lotto eller tømme en it-boble for at komme nær vandet i Hornbæk, siger han.

– Du har da ellers lige brugt 14,8 mio. på de to lejligheder og sommerhuset?

– Altså, du ved, der er to ting, jeg ikke vil snakke om: Hvordan jeg elsker med min kone. Og min privatøkonomi, siger Vangsø, der nok må budgettet igennem en ekstra gang, efter at TV3 har valgt ikke at forlænge kontrakten på 100.000 kr. om måneden.


Vangsø fyret

Vangsø køber endnu en lejlighed

Mads Vangsø tilbage i radioen

Mads Vangsø far for første gang

TV3 har scoret Mads Vangsøe

Ingen kommentarer: