
Saddam Hussein førte dagbog, passede sin have og hed Vic blandt fangevogterne. For første gang får verden nu et indblik i Saddam Husseins sidste tid.
Hans celle var et lille rum med metal-gråt gulv, en soveplads af beton og vask og toilet af stål. Hans celle lå i en bygning, som Saddam Hussein engang selv byggede.
Det oplyser CNN.
Saddam Hussein blev hængt den 30. december 2006. CNN har været på besøg i den bygning, hvor den irakiske diktator tilbragte sine sidste dage.
Ofrede sig selv for Irak
General Doug Stone deltog i overvågningen af den fængslede Saddam Hussein.
Han fortæller, at på dagen for sin henrettelse stod Saddam Hussein op og tog et nødtørftigt bad, før han iførte sig det karakteristiske sorte jakkesæt, han altid bar i retten.
”Da han gik, sagde han farvel til vagterne og steg ind i bilen, der kørte ham til hans henrettelse,” fortæller Doug Stone til CNN.
Vagter har senere sagt, at Saddam Hussein bad vagterne fortælle hans datter, at han ville møde Gud med ren samvittighed – som en soldat der ofrer sig selv for Irak og sit folk.
Dagbog skulle dokumentere
Saddam Hussein fik også lov til at passe en lille have, mens han sad fængslet.
I haven røg han cigaretter og skrev i sin dagbog. Doug Stone fortæller, at Saddam Hussein gennem sin dagbog forsøgte at forme sin egen legende, selvom han havde mistet al kontrol over sit land.
I dagbogen skriver han blandt andet, at det er hans ansvar at skrive historien, så befolkningen kender den rigtige og ikke kun den forfalskede historie om Irak.
Blandt vagterne hed Saddam Hussein Vic. Navnet er oprindeligt en forkortelse af ”Very Important Criminal”.
”En dag kiggede han på os og spurgte, hvorfor der stod initialer ud for hans navn. Vi svarede, at de stod for ”Very Important Criminal”. Han svarede: Okay, det er, hvad jeg vil kaldes,” fortæller Doug Stone.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar